Grejdesign

Jeg har været indvolveret i grejdesign i cirka 15 år og i den periode arbejdet sammen med større europæiske grejproducenter. 

Det, jeg vil skrive nu, vil måske virke kontroversielt og svært at sluge for mange. Det er ikke min mening at fornærme nogen, men jeg kan ikke lade være med at give udtryk for mine holdninger inden for et område, hvor jeg har så meget engagement og erfaring. Kernen i min filosofi er: Lav grej, der er til gavn for kunden og klart signalerer, hvorfor og hvordan det skal bruges.

Tro ikke på markedsføringsmaterialet fra de fleste fluegrejsleverandører. Og vigtigst af alt, fokusér ikke på alt snakken om at kaste langt. I alle de år, jeg har fisket, har stort set alle producenter reklameret med "verdens bedste stang" og "den længst kastende stang" hvert år. Hvorfor det?

"Kastelængde" er et slidt og upassende ord og koncept i fluefiskeriets verden. Lige fra fluefiskeriets fødsel har kastelængde været uden betydning. Kastelængde er vigtig i den sport, der hedder casting, og den har intet med "fluekast" at gøre. Det er en vigtig forskel at forstå.

Hvis man er interesseret i fluefiskeri, så skal kastelængde ikke være medbestemmende i valget af fiskegrej. Fluefiskeri kræver hjerne, teknik og ikke muskler. Præcision og præsentation er det, der kendetegner den dygtige fluefisker. Stort set alt moderne fluegrej kan kaste de distancer, vi har brug for, men der er ikke så meget grej, der sætter én i stand til at kontrollere og præsentere fluen fra enhver position og i enhver dybde. Men det er den type grej, man bør købe, og mit personlige mål, når jeg designer grej.

Stænger kan laves til forskellige kastestile og med forskellige aktioner. De kan laves stærke eller lette, korte eller lange, bløde eller stive. De kan, og skal, laves til bestemte fiskesituationer. Og stangen bør købes ud fra personlige forhold, fiskesituation, ydre forhold og fysik.

Evner har intet med sagen at gøre. Begyndere såvel som øvede skal have samme grejtype. Skal en dygtig fodboldspiller for eksempel bruge en anden bold end en begynder? Selvfølgelig ikke! Jeg indrømmer dog, at mere øvede sportsudøvere ofte bruger - og sikkert også kan udnytte - udstyr af en højere kvalitet.

Men kvalitet har intet med pris at gøre. Blot fordi en stang er dyrere end en anden, betyder det ikke nødvendigvis, at den er bedre. Det bedste udstyr er det, der er lavet til præcis den situation, som man står i lige nu.

Kundens tillid og loyalitet tjenes gennem fremstillingen af gode produkter kombineret med ærlig og ligefrem markedsføring. Salgssnak, der går på kastelængde eller udseende, giver et nys om, at den pågældende producent måske forsøger at dække over manglen på viden. Jeg designer med henblik på klare og præcise produktbeskrivelser.

Manglen på standardiserede mål er yderligere en faktor, der fører til dårligt grejvalg. Tag for eksempel AFTM-systemet, som bruges af grejproducenter til at matche liner og stænger. Det er en katastrofe, fordi det ikke følges ensartet.

Gennem årene har jeg set mange forvirrede fiskere, der ikke kunne forstå, hvad der var galt med deres kast. Ved nærmere inspektion af deres grej, viste det sig ofte, at deres udstyr ikke var designet korrekt, og/eller at line, forfang, stang og hjul ikke passede sammen. Det er almindeligt, at linen ikke passer til stangen, og så er det lige meget, om man er nok så dygtig en kaster. Intet kan rette op på den fatale fejl.

Når jeg designer grej, forsøger jeg derfor at rette op på dette, ved at angive kastevægte sammen med AFTM-nummeret. Disse tal findes så på både stænger og liner. Dette er i mine øjne en lille revolution, som har bragt os et skridt tættere på, at en fisker nu rent faktisk kan se den rette kastevægt for en given stang. På den måde er det muligt at sikre sig, at grejet er tilpasset og afbalanceret. Det betyder, at kunden kan fokusere på at lære og forbedre sit kast. Intet giver en fluefisker en bedre start inden for fluekast, end at værktøjerne er produceret og justeret korrekt.

Det er mit håb, at resten af branchen begynder at bruge dette system ved at angive vægte på deres stænger og liner. Det er vigtigt, at industrien viser kunden respekt og gør det muligt at tage de rette beslutninger uden påvirkning af forførende markedsføring.

Stram line.